1

Med sit søgsmål anlagt i henhold til artikel 263 TEUF har sagsøgeren, Amazon EU Sàrl, der er indtrådt i Amazon Services Europe Sàrls rettigheder, nedlagt påstand om annullation af Kommissionens afgørelse C(2023) 2746 final af 25. april 2023, der udpeger sagsøgerens platform, Amazon Store, som en meget stor onlineplatform i henhold til artikel 33, stk. 4, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 (herefter »den anfægtede afgørelse«).

2

Sagsøgeren driver platformen Amazon Store, en onlinebutik for forbrugsprodukter, der markedsføres af selskabet selv eller af eksterne sælgere. Denne butik er tilgængelig på forskellige websteder, herunder »www.amazon.fr«, »www.amazon.de«, »www.amazon.es«, »www.amazon.it«, »www.amazon.nl«, »www.amazon.pl«, »www.amazon.se« og »www.amazon.com.be«.

3

Den 17. februar 2023 oplyste sagsøgeren på sine websteder i henhold til artikel 24, stk. 2, i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/2065 af 19. oktober 2022 om et indre marked for digitale tjenester og om ændring af direktiv 2000/31/EF (forordning om digitale tjenester) (EUT 2022, L 277, s. 1), at antallet af aktive tjenestemodtagere i gennemsnit pr. måned i Den Europæiske Union (herefter »gennemsnittet pr. måned«) på platformen Amazon Store var højere end 45 mio.

4

Den 22. februar 2023 meddelte Europa-Kommissionen for det første Amazon.com, Inc., og sagsøgeren sine foreløbige konklusioner, ifølge hvilke platformen Amazon Store opfyldte betingelserne for udpegelse som en meget stor onlineplatform som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065.

5

For det andet oplyste Kommissionen i henhold til artikel 33, stk. 4, i forordning 2022/2065 Storhertugdømmet Luxembourg, at den påtænkte at udpege platformen Amazon Store som en meget stor onlineplatform.

6

Den 27. februar 2023 meddelte Storhertugdømmet Luxembourg Kommissionen, at det ikke ønskede at fremsætte bemærkninger.

7

Den 15. marts 2023 fremsatte sagsøgeren sine bemærkninger om Kommissionens foreløbige konklusioner og bestred ikke, at platformen Amazon Store opfyldte betingelserne for udpegelse som en meget stor onlineplatform som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065.

8

Ved den anfægtede afgørelse udpegede Kommissionen i henhold til artikel 33, stk. 4, i forordning 2022/2065 platformen Amazon Store som en meget stor onlineplatform som omhandlet i denne forordnings artikel 33, stk. 1.

9

Sagsøgeren og Bundesverband E-Commerce und Versandhandel Deutschland eV (bevh) har nærmere bestemt nedlagt følgende påstande:

10

Kommissionen, Europa-Parlamentet og Den Europæiske Forbrugerorganisation (BEUC) har nedlagt følgende påstande:

11

Rådet for Den Europæiske Unions har nedlagt påstand om, at Kommissionen frifindes.

12

Sagsøgeren har fremsat tre anbringender vedrørende en ulovlighedsindsigelse i forhold til henholdsvis artikel 33, stk. 1, artikel 38 og artikel 39 i forordning 2022/2065.

13

Kommissionen, Rådet og BEUC har gjort gældende, at det første anbringende ikke kan antages til realitetsbehandling.

14

Rådet har gjort gældende, at det første anbringende bør afvises fra realitetsbehandling med den begrundelse, at sagsøgeren ikke har anført tilstrækkelige præciseringer til, at det kan vurderes, om det er korrekt. Det har i denne henseende påpeget, at der er »modstrid« mellem stævningens punkt 166 og 203, og at det derfor ikke er muligt at fastslå, om sagsøgeren alene har bestridt den anfægtede afgørelses lovlighed eller herudover også har anfægtet lovligheden af visse bestemmelser i forordning 2022/2065. Rådet har endvidere gjort gældende, at såfremt sagsøgeren har anfægtet lovligheden af sådanne bestemmelser, er det ikke muligt at fastslå, om der er tale om den nævnte forordnings artikel 33 eller artikel 34-43.

15

Herved bemærkes, at i henhold til artikel 21, stk. 1, i statutten for Den Europæiske Unions Domstol, der i medfør af artikel 53, stk. 1, i samme statut og artikel 44, stk. 1, litra c) og d), i Rettens procesreglement finder anvendelse på Retten, skal en stævning bl.a. angive søgsmålets genstand, påstandene og en kort fremstilling af søgsmålsgrundene. Disse angivelser skal være tilstrækkeligt klare og præcise til, at sagsøgte kan tilrettelægge sit forsvar, og Retten i givet fald på det således foreliggende grundlag kan tage stilling til sagen. Af retssikkerheds- og retsplejehensyn er det en forudsætning for, at en sag kan antages til realitetsbehandling, at de væsentlige faktiske og retlige omstændigheder, som søgsmålet støttes på, på en sammenhængende og forståelig måde fremgår af selve stævningen (dom af 29.3.2012, Kommissionen mod Estland, C-505/09 P, EU:C:2012:179, præmis 34).

16

I den foreliggende sag skal det bemærkes, at rækkevidden af det første anbringende på grundlag af stævningen kan fastslås med tilstrækkelig præcision til, at det er muligt at vurdere, om det er korrekt.

17

I stævningens punkt 10-12 har sagsøgeren nemlig anført, at selskabet med sit første anbringende tilsigter at bestride lovligheden af artikel 33 i forordning 2022/2065 med den begrundelse, at denne bestemmelse udgør en tilsidesættelse af artikel 7, 11, 16, 17 og 20 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (herefter »chartret«). Tilsvarende har selskabet i forbindelse med argumenterne til støtte for, at dets anbringender kan antages til realitetsbehandling, i stævningens punkt 134 og 135 i det væsentlige anført, at den ulovlighedsindsigelse, der fremsættes i forbindelse med det første anbringende, er rettet mod denne forordnings artikel 33. Desuden fremgår det af overskriften på samme anbringende, således som det er anført i stævningen, at sagsøgeren har bestridt lovligheden af det kriterium for udpegelsen af store platforme i denne forordnings artikel 33, stk. 1. Endelig fremgår det bl.a. af stævningens punkt 166-169 og 187-189, at sagsøgeren har bestridt lovligheden af dette kriterium og dermed af den nævnte forordnings artikel 33, stk. 1, for så vidt som selskabet herved pålægges de forpligtelser, der er fastsat i samme forordnings artikel 34-43.

18

I øvrigt er den omstændighed, som Rådet har påpeget, at de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065, efter sagsøgerens opfattelse er ulovlige, ikke uforenelig med det forhold, at selskabet med sit første anbringende har bestridt lovligheden af denne forordnings artikel 33, stk. 1, med den begrundelse, at selskabet herved pålægges forpligtelser, der ligeledes er ulovlige.

19

På denne baggrund må det, selv om sagsøgeren i stævningens punkt 203 har anført, at den anfægtede afgørelse pålægger selskabet forpligtelser, der er i strid med chartret, lægges til grund, at selskabet faktisk har gjort gældende, at denne afgørelse er en foranstaltning til gennemførelse af artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, som selv er ulovlig, for så vidt som den medfører, at sagsøgeren pålægges sådanne forpligtelser.

20

Heraf følger, at det i modsætning til hvad Rådet har gjort gældende, fremgår tilstrækkelig klart af stævningen, at sagsøgeren med sit første anbringende har bestridt lovligheden af artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065. Det må i øvrigt konstateres, at Rådet i sine processkrifter selv har udviklet en subsidiær argumentation, der indebærer, at dette anbringende er materielt ugrundet, på grundlag af en sådan fortolkning af dette anbringende.

21

Rådets afvisningspåstand kan derfor ikke tiltrædes.

22

Kommissionen og BEUC har gjort gældende, at det første anbringende bør afvises fra realitetsbehandling med den begrundelse, at sagsøgeren med dette anbringende har bestridt lovligheden af bestemmelser i forordning 2022/2065, som hverken udgør retsgrundlaget for den anfægtede afgørelse eller har nogen retlig sammenhæng med denne afgørelse.

23

Kommissionen har nemlig dels gjort gældende, at den anfægtede afgørelse blev vedtaget i henhold til artikel 33, stk. 4, i forordning 2022/2065, og at sagsøgeren ikke har bestridt lovligheden af denne bestemmelse. Endvidere har Kommissionen ganske vist gjort gældende, at et anbringende vedrørende en ulovlighedsindsigelse i forhold til denne forordnings artikel 33, stk. 1, ville kunne antages til realitetsbehandling, men konstateret, at selv om det første anbringende formelt tager sigte på at bestride denne bestemmelses lovlighed, har sagsøgeren faktisk kun bestridt det forhold, at markedspladser kan undergives de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43, når deres gennemsnit pr. måned er mindst 45 mio. Denne forordnings artikel 34-43 har imidlertid ikke nogen direkte retlig sammenhæng med den anfægtede afgørelse.

24

Dels har BEUC gjort gældende, at sagsøgeren ville have ret til at bestride, at de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065, finder anvendelse på markedspladser. Imidlertid har sagsøgeren ifølge BEUC med sit første anbringende faktisk bestridt lovligheden af disse forpligtelser som sådan, selv om de ikke har nogen direkte retlig sammenhæng med den anfægtede afgørelse.

25

Sagsøgeren har, støttet af bevh, gjort gældende, at det første anbringende kan antages til realitetsbehandling.

26

I henhold til artikel 277 TEUF kan hver part i en retstvist, der angår en almengyldig retsakt vedtaget af en institution, et organ, et kontor eller et agentur under Unionen, uanset udløbet af den frist, der er fastsat i artikel 263, stk. 6, over for Den Europæiske Unions Domstol påberåbe sig de i artikel 263, stk. 2, nævnte grunde og gøre gældende, at retsakten ikke kan finde anvendelse.

27

Denne bestemmelse er udtryk for et almindeligt princip, hvorefter hver part i en retssag, med henblik på at opnå annullation af en beslutning, som vedrører den pågældende umiddelbart og individuelt, er berettiget til at anfægte gyldigheden af tidligere generelle retsakter fra institutionerne, som er hjemmel for en sådan beslutning (jf. dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 67 og den deri nævnte retspraksis).

28

Eftersom artikel 277 TEUF ikke har til formål at give en part mulighed for at bestride anvendeligheden af en eller anden generel retsakt under et vilkårligt søgsmål, må den retsakt, som hævdes at være ulovlig, direkte eller indirekte være anvendelig på det forhold, der er genstand for søgsmålet (jf. dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 68 og den deri nævnte retspraksis).

29

Domstolen har således, i anledning af annullationssøgsmål til prøvelse af individuelle afgørelser, tilladt, at bestemmelser i en generel retsakt, som udgør grundlaget for de nævnte afgørelser, gyldigt kan være genstand for en ulovlighedsindsigelse, ligesom dette gælder for bestemmelser, der har direkte retlig sammenhæng med sådanne afgørelser (jf. dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 69 og den deri nævnte retspraksis).

30

Derimod har Domstolen fastslået, at en ulovlighedsindsigelse, der er rettet mod en generel retsakt, som den anfægtede individuelle afgørelse ikke er en gennemførelsesforanstaltning til, skal afvises fra realitetsbehandling (jf. dom af 8.9.2020, Kommissionen og Rådet mod Carreras Sequeros m.fl., C-119/19 P og C-126/19 P, EU:C:2020:676, præmis 70 og den deri nævnte retspraksis).

31

I denne henseende fremgår det for det første af præmis 17-20 ovenfor, at sagsøgeren med stævningen har bestridt lovligheden af artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43.

32

For det andet bemærkes, at sagsøgeren har ret til at bestride lovligheden af artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, således som Kommissionen og BEUC i det væsentlige har anerkendt.

33

Artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 fastsætter nemlig, at de yderligere forpligtelser til at styre systemiske risici, som er fastsat i denne forordnings artikel 34-43, finder anvendelse på onlineplatforme, der har et gennemsnit pr. måned, som svarer til eller er højere end 45 mio., og som er udpeget som meget store onlineplatforme eller meget store onlinesøgemaskiner i henhold til denne forordnings artikel 33, stk. 4.

34

I henhold til artikel 33, stk. 4, i forordning 2022/2065 vedtager Kommissionen en afgørelse om udpegelse af den onlineplatform, der har et gennemsnit pr. måned, som svarer til eller er højere end det antal, der er omhandlet i denne forordnings artikel 33, stk. 1, som en meget stor onlineplatform.

35

Heraf følger, at selv om artikel 33, stk. 4, i forordning 2022/2065 giver Kommissionen beføjelse til at udpege en onlineplatform som en meget stor onlineplatform, fastlægger denne forordnings artikel 33, stk. 1, hvilke onlineplatforme der skal være genstand for en sådan udpegelse med henblik på anvendelsen af denne forordnings artikel 34-43.

36

Kommissionen anførte således i den anfægtede afgørelse, at platformen Amazon Store skulle udpeges som en meget stor onlineplatform »som omhandlet i artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065«.

37

På denne baggrund må det lægges til grund, at den anfægtede afgørelse, selv om den blev vedtaget i henhold til artikel 33, stk. 4, i forordning 2022/2065, anvendte kriteriet i denne forordnings artikel 33, stk. 1. Den eventuelle ulovlighed af sidstnævnte bestemmelse, som vil indebære, at den ikke finder anvendelse i henhold til artikel 277 TEUF, vil således nødvendigvis medføre, at den nævnte afgørelse skal annulleres.

38

Det må derfor lægges til grund, at den anfægtede afgørelse har en direkte retlig sammenhæng med denne forordnings artikel 33, stk. 1.

39

Heraf følger, at Kommissionens og BEUC’s afvisningspåstande ikke kan tiltrædes.

40

Som nævnt i præmis 31 ovenfor har sagsøgeren med sit første anbringende bestridt lovligheden af artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43.

41

Det første anbringende består nærmere bestemt af fem led, hvorved det gøres gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udgør en tilsidesættelse af henholdsvis chartrets artikel 7, artikel 11, stk. 1, artikel 16, artikel 17, stk. 1, og artikel 20.

42

Sagsøgeren har, støttet af bevh, gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43, udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 16. Selskabet har nærmere bestemt anført, at disse forpligtelser medfører, at det pålægges en væsentlig byrde, og at de derfor udgør et indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed. Det har tilføjet, at disse forpligtelser ikke er egnede til at nå målene med denne forordning. Det har i denne henseende gjort gældende, at de pågældende forpligtelser tager sigte på at reducere systemiske risici, som ikke skyldes markedspladserne. Det har endvidere konstateret, at markedspladserne ikke udgør et »system«, og at de derfor ikke kan medføre »systemiske« risici. Endelig har det gjort gældende, at EU-lovgiver kunne have truffet andre, mindre indgribende foranstaltninger for at nå sine mål.

43

Kommissionen har, støttet af Parlamentet, Rådet og BEUC, bestridt sagsøgerens argumentation.

44

Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43, udgør et indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed som fastsat i chartrets artikel 16.

45

I henhold til chartrets artikel 16 anerkendes friheden til at oprette og drive egen virksomhed i overensstemmelse med EU-retten og national lovgivning og praksis.

46

I henhold til artikel 6, stk. 1, tredje afsnit, TEU og chartrets artikel 52, stk. 7, skal der tages hensyn til forklaringerne til chartret (EUT 2007, C 303, s. 17) ved fortolkningen heraf.

47

I forklaringerne til chartret anføres det, at »[chartrets artikel 16] er baseret på Domstolens retspraksis, der anerkender friheden til at udøve økonomisk virksomhed og handelsvirksomhed […] og aftalefriheden […], samt på artikel 119, stk. 1 og 3 [TEUF], der anerkender den fri konkurrence«, at »[d]enne ret […] naturligvis [udøves] under overholdelse af EU-retten og medlemsstaternes lovgivning«, og at »[d]en kan underkastes de begrænsninger, der er fastsat i chartrets artikel 52, stk. 1«.

48

Det bemærkes således, at beskyttelsen i henhold til chartrets artikel 16 omfatter friheden til at udøve økonomisk virksomhed og handelsvirksomhed, aftalefriheden samt den frie konkurrence (jf. dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 42 og den deri nævnte retspraksis).

49

Retten til friheden til at oprette og drive egen virksomhed omfatter bl.a. enhver virksomheds ret til – inden for grænserne for dens ansvar for sine egne handlinger – frit at kunne disponere over sine økonomiske, tekniske og finansielle ressourcer (dom af 27.3.2014, UPC Telekabel Wien, C-314/12, EU:C:2014:192, præmis 49, og af 21.12.2021, Bank Melli Iran, C-124/20, EU:C:2021:1035, præmis 78).

50

En foranstaltning, som pålægger dets adressat en tvang, der begrænser den frie anvendelse af de ressourcer, denne har til rådighed, da det forpligter virksomheden til at træffe foranstaltninger, der kan være forbundet med betydelige omkostninger for denne, have stor indvirkning på organisationen af virksomhedens aktiviteter eller kræve vanskelige og komplekse tekniske løsninger, udgør derfor et indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed (jf. i denne retning dom af 27.3.2014, UPC Telekabel Wien, C-314/12, EU:C:2014:192, præmis 50, og af 27.6.2024, Gestore dei Servizi Energetici, C-148/23, EU:C:2024:555, præmis 64).

51

I den foreliggende sag pålægger artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udbydere af meget store onlineplatforme, herunder markedspladser, de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43.

52

Det følger af artikel 34-43 i forordning 2022/2065, at udbydere af meget store onlineplatforme skal identificere, analysere og vurdere alle systemiske risici, der udspringer af udformningen eller virkemåden af deres tjeneste (artikel 34), og at de derfor kan være forpligtet til at tilpasse udformningen, funktioner og virkemåder af deres tjenester, ændre deres vilkår og betingelser og begrænse visningen af reklamer (artikel 35 og 36), og at de med henblik herpå skal underlægges uafhængige revisioner for egen regning (artikel 37), sørge for mindst én mulighed for hvert af deres anbefalingssystemer, som ikke er baseret på profilering (artikel 38), på deres grænseflade offentliggøre oplysninger om de reklamer, de viser (artikel 39), give forskere adgang til visse af deres oplysninger (artikel 40), oprette en compliancefunktion (artikel 41), offentliggøre rapporter vedrørende gennemsigtighed (artikel 42) og betale et tilsynsgebyr til Kommissionen (artikel 43).

53

På denne baggrund må det lægges til grund, at artikel 34-43 i forordning 2022/2065 pålægger udbydere af meget store onlineplatforme at træffe foranstaltninger, der kan være forbundet med betydelige omkostninger for dem, have stor indvirkning på organisationen af deres aktiviteter eller kræve vanskelige og komplekse tekniske løsninger.

54

Det må derfor lægges til grund, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udgør et indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed som fastsat i chartrets artikel 16, eftersom denne bestemmelse pålægger udbydere af meget store onlineplatforme at overholde denne forordnings artikel 34-43.

55

I henhold til chartrets artikel 52, stk. 1, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, være fastlagt i lovgivningen og respektere deres væsentligste indhold, og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

56

I denne henseende skal der henvises til, at proportionalitetsprincippet ifølge Domstolens faste praksis indebærer et krav om, at EU-institutionernes retsakter skal være egnede til at gennemføre de lovlige mål, som forfølges med den omhandlede lovgivning, og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt og passende for gennemførelsen af disse mål (jf. dom af 8.4.2014, Digital Rights Ireland m.fl., C-293/12 og C-594/12, EU:C:2014:238, præmis 46 og den deri nævnte retspraksis).

57

Hvad angår domstolskontrollen har Domstolen anerkendt, at der ved udøvelsen af de beføjelser, som er tillagt EU-lovgiver, tilkommer denne et vidt skøn, når de foranstaltninger, der skal træffes, indebærer valg af politisk, økonomisk og social karakter, og når EU-lovgiver skal foretage komplekse vurderinger (jf. dom af 30.1.2019, Planta Tabak, C-220/17, EU:C:2019:76, præmis 44 og den deri nævnte retspraksis). Den har præciseret, at lovgivers indgriben på området for forbrugerbeskyttelse indebærer sådanne valg (jf. i denne retning dom af 17.12.2015, Neptune Distribution, C-157/14, EU:C:2015:823, præmis 76, og af 8.6.2017, Dextro Energy mod Kommissionen, C-296/16 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2017:437, præmis 49).

58

På denne baggrund er det kun, såfremt en foranstaltning på dette område er åbenbart uhensigtsmæssig på et område som det i hovedsagen omhandlede, som indebærer en vid skønsmargen i forhold til det mål, som den kompetente institution forfølger, at en sådan foranstaltning vil kunne kendes ulovlig (jf. i denne retning dom af 10.12.2002, British American Tobacco (Investments) og Imperial Tobacco, C-491/01, EU:C:2002:741, præmis 123, og af 4.5.2016, Polen mod Parlamentet og Rådet, C-358/14, EU:C:2016:323, præmis 79).

59

I øvrigt følger det af ordlyden af chartrets artikel 16, at friheden til at oprette og drive egen virksomhed kan undergives en række myndighedsindgreb, som af hensyn til den almene interesse kan sætte begrænsninger for udøvelsen af erhvervsvirksomhed (dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 46). Det bemærkes, at friheden til at oprette og drive egen virksomhed ikke er en absolut rettighed, og at den i en sammenhæng som den i hovedsagen omhandlede skal forliges med chartrets artikel 38, som i lighed med artikel 169 TEUF skal sikre et højere forbrugerbeskyttelsesniveau i Unionens politikker (dom af 23.3.2021, Airhelp, C-28/20, EU:C:2021:226, præmis 49). Det skal navnlig påpeges, at vigtigheden af formålet om beskyttelse af forbrugerne kan begrunde endog betydelige negative økonomiske konsekvenser for visse erhvervsdrivende (dom af 23.3.2021, Airhelp, C-28/20, EU:C:2021:226, præmis 50, og af 2.9.2021, Association of Independent Meat Suppliers og Cleveland Meat Company, C-579/19, EU:C:2021:665, præmis 97).

60

I den foreliggende sag har sagsøgeren ikke bestridt, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 ikke berører det væsentligste indhold i friheden til at oprette og drive egen virksomhed for udbydere af markedspladser. I øvrigt må det konstateres, at de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43, ikke er til hinder for disse udbyderes udøvelse af deres erhvervsvirksomhed som sådan, som består i at give forbrugerne mulighed for at indgå aftaler om fjernsalg med erhvervsdrivende. Tilsvarende har sagsøgeren ikke bestridt, at disse forpligtelser er fastsat ved en lovgivningsmæssig retsakt, og at de dermed skal anses for at være fastlagt i lovgivningen som omhandlet i chartrets artikel 52, stk. 1.

61

Sagsøgeren har derimod gjort gældende, at indgrebet i friheden til at oprette og drive egen virksomhed er åbenbart uforholdsmæssigt, med den begrundelse, at markedspladserne for det første ikke indebærer systemiske risici som omhandlet i forordning 2022/2065, for det andet, at denne forordnings mål kan nås med foranstaltninger, der er mindre indgribende over for udbyderne af disse markedspladser, og, for det tredje, at de udgifter, der afholdes af disse udbydere, er betydelige.

62

Artikel 1 i forordning 2022/2065 fastsætter, at formålet med denne forordning er at bidrage til et velfungerende indre marked for formidlingstjenester ved at fastsætte harmoniserede regler for et sikkert, forudsigeligt og pålideligt onlinemiljø, der fremmer innovation, og hvori de grundlæggende rettigheder, der er nedfældet i chartret, herunder princippet om forbrugerbeskyttelse, beskyttes effektivt.

63

I 75. betragtning til forordning 2022/2065 anføres det, at »[i] betragtning af betydningen af meget store onlineplatforme som følge af deres rækkevidde, navnlig som udtrykt i antallet af tjenestemodtagere, med hensyn til at fremme den offentlige debat, økonomiske transaktioner og udbredelsen af oplysninger til offentligheden, holdninger og idéer og med hensyn til at påvirke måden, hvorpå modtagerne indhenter og videregiver oplysninger online, er det nødvendigt at pålægge udbydere af disse platforme specifikke forpligtelser ud over de forpligtelser, der gælder for alle onlineplatforme«.

64

I 76. betragtning til forordning 2022/2065 tilføjes det, at »[m]eget store onlineplatforme […] kan medføre samfundsmæssige risici, der er forskellige med hensyn til omfang og virkninger fra dem, som mindre platforme medfører«. I denne forordning præciseres det endvidere, at »[u]dbydere af sådanne meget store onlineplatforme […] derfor [bør] have den højeste standard for due diligence-forpligtelser, der står i rimeligt forhold til deres samfundsmæssige betydning«, at »[n]år antallet af aktive modtagere af en onlineplatform […] beregnet som et gennemsnit over en periode på [6] måneder når op på en betydelig andel af EU’s befolkning, kan de systemiske risici, som onlineplatformen […] udgør, have en uforholdsmæssig stor indvirkning i Unionen«, og at »[e]n sådan betydelig rækkevidde bør anses for at eksistere, hvis et sådant antal overstiger en operationel tærskel på 45 mio., dvs. et antal svarende til 10% af Unionens befolkning«.

65

I denne forbindelse indeholder artikel 34, stk. 1, i forordning 2022/2065 en liste over systemiske risici, som kan forårsages af meget store onlineplatforme.

66

Indledningsvis fastsætter artikel 34, stk. 1, litra a), i forordning 2022/2065, at de systemiske risici omfatter udbredelse af ulovligt indhold gennem meget store onlineplatforme. I henhold til denne forordnings artikel 3, litra h), er der nærmere bestemt tale om »enhver form for information, som i sig selv eller i kraft af sin tilknytning til en aktivitet, herunder salg af produkter […], ikke er i overensstemmelse med EU-retten eller en medlemsstats nationale ret, som er i overensstemmelse med EU-retten, uanset denne rets særlige genstand eller art«.

67

Endvidere følger det af artikel 34, stk. 1, litra b), i forordning 2022/2065, at de systemiske risici omfatter »enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning på udøvelsen af grundlæggende rettigheder, navnlig de grundlæggende rettigheder til menneskelig værdighed som nedfældet i artikel 1 i chartret, til respekt for privatliv og familieliv som nedfældet i artikel 7 i chartret, til beskyttelse af personoplysninger som nedfældet i artikel 8 i chartret, til ytrings- og informationsfrihed, herunder mediefrihed og ‑pluralisme som nedfældet i artikel 11 i chartret, til retten til ikkeforskelsbehandling som nedfældet i artikel 21 i chartret, til børns rettigheder som nedfældet i artikel 24 i chartret og til et højt niveau af forbrugerbeskyttelse som nedfældet i artikel 38 i chartret«.

68

Endelig præciseres det i artikel 34, stk. 1, litra c) og d), i forordning 2022/2065, at de systemiske risici omfatter »enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning på samfundsdebatten og valgprocesser og den offentlige sikkerhed« og »enhver aktuel eller forventet negativ indvirkning i forbindelse med kønsbaseret vold, beskyttelse af folkesundheden og mindreårige og alvorlige negative konsekvenser for personens fysiske og psykiske velbefindende«.

69

I denne henseende har sagsøgeren i første række gjort gældende, at markedspladser ikke medfører systemiske risici, for så vidt som de ikke er en del af et »system«, i modsætning til finansielle institutioner. Mens sidstnævnte udgør et »verdensomspændende finansielt system« som følge af »den indbyrdes forbundne karakter af [deres] aktiviteter«, er markedspladser nemlig ikke indbyrdes afhængige, og de udgør derfor ikke et system. Sagsøgeren har udledt heraf, at markedspladserne ikke kan medføre systemiske risici. Selskabet har endvidere gjort gældende, at markedspladser, sociale netværk, indholdsdelingstjenester og søgningstjenester heller ikke udgør et »system«, og at der ikke er nogen risiko for spredning mellem dem.

70

Imidlertid er det tilstrækkeligt at bemærke, at forordning 2022/2065, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke har til formål at forebygge de systemiske risici, som markedspladserne kan udgøre, for så vidt som de er en del af et »system«. Som det fremgår af præmis 64 ovenfor, har denne forordning nemlig til formål at afbøde de systemiske risici for samfundet som helhed, for så vidt som de kan påvirke en betydelig del af Unionens befolkning. Heraf følger, at den omstændighed, at markedspladserne er uafhængige af hinanden og af andre typer onlineplatforme, og at de ikke samlet set udgør et system, ikke gør det muligt at udelukke, at disse markedspladser kan medføre visse af de systemiske risici, der er nævnt i artikel 34, stk. 1, i forordning 2022/2065.

71

I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at de reklamer og kundekommentarer, der findes på markedspladserne, primært vedrører de produkter, der markedsføres på disse markedspladser. Selskabet har udledt heraf, at markedspladserne ikke medfører systemiske risici i forbindelse med de demokratiske processer, den offentlige sundhed, misinformation, den menneskelige værdighed, ytrings- og informationsfriheden, privatlivet, databeskyttelsen, forskelsbehandling og børns rettigheder. Det har tilføjet, at det ikke er godtgjort, at de meget store onlineplatforme udgør risici for forbrugerne, eller at de spiller en væsentlig rolle i ulovlig markedsføring af dyr eller forfalskede eller farlige varer.

72

Imidlertid har sagsøgeren for det første ikke bestridt, at tjenestemodtagere kan anvende reklamer eller kommentarer til at formidle ulovligt indhold eller indhold af politisk eller religiøs karakter. Selskabet har derimod selv gjort gældende, at markedspladserne i deres almindelige forretningsbetingelser har fastsat regler, der har til formål at forhindre udbredelse af ulovligt indhold eller indhold, der har en negativ virkning på bl.a. udøvelsen af de grundlæggende rettigheder, den offentlige samtale, valgprocesserne eller beskyttelsen af den offentlige sundhed og mindreårige. Det har således præciseret, at det i sine almindelige forretningsbetingelser vedrørende reklame udtrykkeligt har forbudt »reklamer, der viser børn i farlige situationer, såsom cykling uden hjelm, usandt, falsk eller vildledende indhold, reklamer, der er usædelige, kontroversielle, injurierende eller ulovlige, eller som krænker andres privatliv, politisk indhold, såsom kampagner for eller imod en politiker eller et politisk parti eller i forbindelse med et valg, eller indhold knyttet til politiske spørgsmål i den offentlige debat, religiøse budskaber, uanset om der er tale om forsvar for eller kritik af en religion, [og] diskriminerende indhold«.

73

For det andet har sagsøgeren medgivet, at ulovlige produkter kan markedsføres på markedspladser, om end selskabet er af den opfattelse, at markedsføring af sådanne produkter er mere sandsynlig på små markedspladser, eftersom de store pladser lægger større vægt på deres omdømme. På denne baggrund må det lægges til grund, at markedspladserne kan anvendes til at udbrede ulovligt indhold, bl.a. i forbindelse med salg af farlige eller ulovlige produkter, og at de dermed kan have en negativ virkning på forbrugerbeskyttelsen. I øvrigt har sagsøgeren ikke bestridt det forhold, som BEUC har påpeget, at der faktisk findes ulovligt indhold på platformen Amazon Store på trods af selskabets bestræbelser på at fjerne det.

74

Endvidere har sagsøgeren gjort gældende, at et farligt produkt ikke udbredes hurtigere på en platform med et højt gennemsnit pr. måned. Selskabet har imidlertid ikke anført noget element, der støtter denne konklusion. I øvrigt er det forhold, at en onlineplatform har et højt gennemsnit pr. måned, egnet til at forøge antallet af personer, der vil kunne anskaffe sig det pågældende produkt.

75

I tredje række har bevh gjort gældende, at de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065, ikke giver mulighed for at forbedre forbrugerbeskyttelsen med henblik på at give forbrugerne et beskyttelsesniveeau, der er sammenligneligt med det, de nyder offline, og dermed forebygge systemiske risici som omhandlet i denne forordnings artikel 34, stk. 1. bevh har nærmere bestemt gjort gældende, at de forpligtelser, der specifikt er fastsat i artikel 34-37 i forordning 2022/2065, »går ud over bestemmelserne om »offlinemiljøet««, og at de er uklare.

76

I denne henseende anføres det ganske vist i 12. betragtning til forordning 2022/2065, at »begrebet »ulovligt indhold« med henblik på denne forordning generelt [bør] afspejle de gældende regler i offlinemiljøet«. Imidlertid kan det dels, i modsætning til hvad bevh har gjort gældende, ikke udledes heraf, at lovgiver ikke kunne vedtage foranstaltninger, der var mere indgribende for markedspladser end for »fysiske« magasiner, for at beskytte forbrugerne. Dels har bevh ikke anført noget bevis, der godtgør, at den manglende præcision af artikel 34-43 i forordning 2022/2065 medfører, at disse bestemmelser ikke kan bidrage til forbrugerbeskyttelsen.

77

På denne baggrund må det fastslås, at lovgiver ikke anlagde et åbenbart urigtigt skøn ved at lægge til grund, at markedspladser med et gennemsnit pr. måned på mindst 45 mio. kunne medføre de forskellige risici, der er nævnt i artikel 34, stk. 1, litra a)-d), i forordning 2022/2065.

78

Sagsøgeren har gjort gældende, at lovgiver kunne have vedtaget mindre indgribende alternative foranstaltninger for at opfylde formålene med forordning 2022/2065.

79

Det fremgår imidlertid af præmis 58 ovenfor, at friheden til at oprette og drive egen virksomhed kun tilsidesættes, hvis lovgiver vedtager en foranstaltning, der er åbenbart uhensigtsmæssig i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning. Heraf følger, at det forhold, at lovgiver kunne have vedtaget mindre indgribende foranstaltninger, ikke i sig selv er tilstrækkeligt til, at der kan fastslås en tilsidesættelse af chartrets artikel 16.

80

I øvrigt må det konstateres, at de mindre indgribende foranstaltninger, som sagsøgeren har henvist til, under alle omstændigheder ikke gør det muligt at nå målene med forordning 2022/2065 på lige så effektiv vis.

81

Sagsøgeren har nemlig for det første gjort gældende, at lovgiver kunne have udelukket markedspladserne fra de meget store onlineplatforme, der er omhandlet i artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for at begrænse anvendelsen af denne forordnings artikel 34-43 til kun at omfatte tjenester, der kan medføre de systemiske risici, der er nævnt i denne forordnings artikel 34, stk. 1.

82

Imidlertid kan markedspladserne, som det fremgår af præmis 77 ovenfor, medføre en række systemiske risici, som er nævnt i artikel 34, stk. 1, litra a)-d), i forordning 2022/2065. En udelukkelse af markedspladserne fra de meget store onlineplatforme, der er omhandlet i denne forordnings artikel 33, stk. 1, kunne være til skade for denne forordnings evne til at afbøde de nævnte risici.

83

For det andet har sagsøgeren og bevh gjort gældende, at lovgiver kunne have vedtaget »kvalitative« kriterier, således som den har gjort på andre områder af EU-retten, herunder telekommunikationssektoren, eller opretholdt et simpelt formodningssystem, således som den har gjort i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2022/1925 af 14. september 2022 om åbne og fair markeder i den digitale sektor og om ændring af direktiv (EU) 2019/1937 og (EU) 2020/1828 (forordningen om digitale markeder) (EUT 2022, L 265, s. 1). Sagsøgeren har tilføjet, at udpegelsen som meget store onlineplatforme kun vedrører et begrænset antal onlineplatforme. Selskabet har udledt heraf, at den yderligere indsats, som Kommissionen skulle have gjort for at implementere disse kriterier, ikke ville have været uforholdsmæssig i betragtning af de betydelige udgifter, som en sådan udpegelse er forbundet med for disse udbydere.

84

I denne henseende er det ubestridt, at Kommissionen i den konsekvensanalyse, der er knyttet som bilag til forslaget til forordning 2022/2065, anførte, at den påtænkte andre kriterier end blot gennemsnittet pr. måned, herunder »kvalitative« kriterier, der tog hensyn til den samfundsmæssige og økonomiske virkning af den omhandlede onlineplatform. Den fandt imidlertid, at en hensyntagen til sådanne kvalitative kriterier ville kræve en tilgang baseret på den enkelte sag, der ville kunne medføre retlig usikkerhed og en længere og mere udgiftskrævende proces for udpegelsen af de meget store onlineplatforme.

85

Imidlertid har hverken sagsøgeren eller bevh bestridt, at en sådan proces ville have været længere og mere udgiftskrævende for Kommissionen. På denne baggrund er det tilstrækkeligt at konstatere, at de kriterier, som sagsøgeren har henvist til, var af en sådan karakter, at de forsinkede gennemførelsen af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 34-43 i forordning 2022/2065, og fratog Kommissionen en del af de ressourcer, der var nødvendige for at opfylde de opgaver, den er tillagt ved denne forordning.

86

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at lovgiver i henhold til artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 kunne have valgt kun at pålægge udbyderne af meget store onlineplatforme den forpligtelse, der er omhandlet i denne forordnings artikel 39, for så vidt som denne forpligtelse indebar, at databasen skulle gøres tilgængeligt for forskere og myndigheder, men ikke for hele offentligheden.

87

Artikel 39 i forordning 2022/2065 fastsætter, at udbydere af meget store onlineplatforme opretter en database, som gøres tilgængelig på et særligt område af deres onlinegrænseflade ved hjælp af et søgbart og pålideligt værktøj, der gør det muligt at foretage forespørgsler på baggrund af flere kriterier og gennem deres applikationsprogrammeringsgrænseflader, idet denne database bl.a. indeholder reklamens indhold, herunder produktets, tjenestens eller varemærkets navn og reklamens genstand, den fysiske eller juridiske person, på hvis vegne reklamen vises, det tidsrum, hvori reklamen blev vist, om det var hensigten, at reklamen skulle vises specifikt til en eller flere bestemte grupper af tjenestemodtagere, og i givet fald de vigtigste parametre anvendt til dette formål, herunder, hvis det er relevant, de vigtigste parametre, der er anvendt til at udelukke en eller flere sådanne bestemte grupper, og det samlede antal tjenestemodtagere og i givet fald det samlede antal opdelt efter medlemsstat for den eller de grupper af modtagere, som reklamen specifikt var rettet mod.

88

I denne henseende præciseres det i 69. betragtning til forordning 2022/2065, at tjenestemodtagerne udsættes for »særligt alvorlige negative virkninger«, når de »får forelagt reklamer baseret på målretningsteknikker, der er optimeret til at matche deres interesser og potentielt appellerer til deres sårbarheder«. I 95. betragtning til denne forordning tilføjes det, at reklamesystemer, der anvendes af meget store onlineplatforme, kræver »yderligere offentligt og lovmæssigt tilsyn på grund af deres omfang og evne til at fokusere på og nå ud til tjenestemodtagerne på grundlag af deres adfærd inden for og uden for platformens […] onlinegrænseflade«, og at databasen bør »omfatte både information om målretningskriterier og leveringskriterier, navnlig når der reklameres over for personer i sårbare situationer såsom mindreårige«.

89

På denne baggrund må det konstateres, at de oplysninger, der offentliggøres i henhold til artikel 39 i forordning 2022/2065, gør det muligt at informere forbrugerne om de reklamer, der vises for dem. I øvrigt gør de det, således som Rådet har påpeget, også muligt for medier og forbrugerbeskyttelsesorganisationer at kontrollere de reklamer, der udspredes på de meget store onlineplatforme, bl.a. med henblik på at forhindre promovering af produkter, der er ulovlige eller uegnede for visse grupper, såsom mindreårige. Det må derfor lægges til grund, at denne bestemmelse bl.a. kan begrænse udspredningen af ulovligt indhold, bidrage til et højt forbrugerbeskyttelsesniveau og undgå negative virkninger i forbindelse med beskyttelsen af mindreårige. Heraf følger, at den kan forhindre forskellige systemiske risici som omhandlet i denne forordnings artikel 34, stk. 1. Et sådant formål ville imidlertid være vanskeligt at opnå, hvis kun forskere og myndigheder havde adgang til de pågældende oplysninger.

90

På denne baggrund må det lægges til grund, at sagsøgeren ikke med føje, med henblik på at godtgøre en tilsidesættelse af chartrets artikel 16, kan hævde, at lovgiver kunne have vedtaget mindre indgribende alternative foranstaltninger.

91

Sagsøgeren har gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 medfører, at udbydere af markedspladser skal afholde væsentlige udgifter, idet de herved pålægges de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43.

92

I første række har sagsøgeren foreholdt Kommissionen, at den i sin konsekvensanalyse opstillede utroværdige økonomiske hypoteser og ikke tog hensyn til visse udgifter, der følger af gennemførelsen af artikel 38 og 39 i forordning 2022/2065. Selskabet har gjort gældende, at det var med urette, at Kommissionen i betragtningerne til forslaget til forordning 2022/2065 anførte, at »for så vidt angår tjenesteydernes frihed til at oprette og drive egen virksomhed, [blev] de af virksomhederne afholdte udgifter kompenseret af den reducerede fragmentering af det indre marked«, at »forslaget indfør[te] garantier for at afhjælpe den byrde, der påhvile[de] tjenesteyderne, bl.a. foranstaltninger til forhindring af gentagne og ubegrundede meddelelser og forudgående kontrol udført af pålidelige indberettere«, og at »visse forpligtelser i øvrigt [tog] sigte på de meget store onlineplatforme, hvor de alvorligste risici ofte [viste] sig, og som [havde] kapacitet til at absorbere den yderligere byrde«.

93

I denne henseende bemærkes, at EU-lovgiver ikke har pligt til at råde over en konsekvensanalyse i alle tilfælde, og at en sådan konsekvensanalyse under alle omstændigheder ikke er bindende (jf. i denne retning dom af 4.10.2024, Litauen m.fl. mod Parlamentet og Rådet (Mobilitetspakken), C-541/20 – C-555/20, EU:C:2024:818, præmis 230). Heraf følger, at selv hvis det antages, at Kommissionen i sin konsekvensanalyse støttede sig på økonomiske hypoteser, der var optimistiske, og undervurderede de udgifter, der skulle afholdes af udbyderne af meget store onlineplatforme, kan denne omstændighed ikke i sig selv godtgøre, at denne forordnings bestemmelser som sådan udgør et åbenbart uforholdsmæssigt indgreb i friheden til at oprette og drive egen virksomhed.

94

I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at den forpligtelse, der er omhandlet i artikel 38 i forordning 2022/2065, begrænser selskabets mulighed for at informere sine kunder om tilbuddene på sin platform Amazon Store. Selskabet har gjort gældende, at denne forpligtelse dels skader dets kunder, idet de ikke har mulighed for let at finde de produkter, der med størst sandsynlighed vil interessere dem, og dels ikke gør det muligt at forebygge en systemisk risiko som omhandlet i denne forordning. Det er endvidere af den opfattelse, at anbefalingssystemer, som er baseret på profilering, giver mulighed for at promovere produkter fra små og mellemstore virksomheder, og at selskabet uden disse systemer er nødsaget til at promovere produkter fra mere kendte virksomheder. Sagsøgeren har desuden gjort gældende, at det fremgår af meddelelsen af 26. april 2018 fra Kommissionen til Parlamentet, Rådet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget med overskriften »Bekæmpelse af desinformation på internettet: en europæisk tilgang« (COM(2018) 236 final), at denne bestemmelse tog sigte på at sikre offentlighedens adgang til forskellige informationskilder på de sociale netværk, indholdsdelingstjenester eller søgningstjenester. Et sådant formål er imidlertid ikke relevant for så vidt angår markedspladserne.

95

I denne henseende fastsætter artikel 38 i forordning 2022/2065, at udbydere af meget store onlineplatforme, der anvender anbefalingssystemer, skal sørge for mindst én mulighed for hvert af deres anbefalingssystemer, som ikke er baseret på profilering som defineret i artikel 4, nr. 4), i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT 2016, L 119, s. 1).

96

Artikel 4, nr. 4), i forordning 2016/679 definerer profilering som »enhver form for automatisk behandling af personoplysninger, der består i at anvende personoplysninger til at evaluere bestemte personlige forhold vedrørende en fysisk person, navnlig for at analysere eller forudsige forhold vedrørende den fysiske persons arbejdsindsats, økonomiske situation, helbred, personlige præferencer, interesser, pålidelighed, adfærd, geografisk position eller bevægelser«.

97

Med hensyn til anbefalingssystemer forklares det i 70. betragtning til forordning 2022/2065, at »[e]n central del af onlineplatformens virksomhed er den måde, hvorpå information prioriteres og præsenteres på dens onlinegrænseflade for at lette og optimere tjenestemodtagernes adgang til information«, og at »[d]ette […] f.eks. [sker] ved at foreslå, rangordne og prioritere information ved at skelne gennem tekst eller andre visuelle fremstillinger eller på anden vis kuratere informationen fra modtagerne ved brug af algoritmer«. Det anføres endvidere i denne betragtning, at »[s]ådanne anbefalingssystemer kan have en betydelig indvirkning på modtagernes evne til at hente og interagere med oplysninger online, herunder til at lette søgningen efter relevant information for tjenestemodtagere og bidrage til en forbedret brugeroplevelse«, og at »[d]e […] også [spiller] en vigtig rolle i forstærkningen af visse budskaber, den virale udbredelse af information og stimuleringen af onlineadfærd«.

98

For det første bemærkes, at artikel 38 i forordning 2022/2065 tager sigte på at gøre det muligt for modtagere af meget store onlineplatforme i et vist omfang at vælge, hvilke oplysninger de udsættes for, således som det fremgår af 70. betragtning til denne forordning. Nærmere bestemt giver den nævnte forordnings artikel 38 modtagerne mulighed for kun at få anbefalet produkter, hvis udvælgelse ikke er blevet påvirket af indsamling af deres personoplysninger.

99

På denne baggrund må det dels konstateres, at artikel 38 i forordning 2022/2065 ikke forhindrer modtagerne af en meget stor onlineplatform at anvende et anbefalingssystem, der er baseret på profilering. Endvidere giver denne bestemmelse disse modtagere mulighed for at vende tilbage til en mulighed baseret på profilering, såfremt de ikke måtte være tilfredse med de anbefalinger, de har fået uden en sådan profilering.

100

Det må derfor lægges til grund, at artikel 38 i forordning 2022/2065, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke skader markedspladsernes forbrugere.

101

Dels må det lægges til grund, at artikel 38 i forordning 2022/2065 styrker forbrugernes rettigheder ved at give dem mulighed for at give udtryk for et valg med hensyn til de produkter, de tilbydes. Denne bestemmelse kan, i det mindste potentielt, bidrage til et højere beskyttelsesniveau for forbrugerne og dermed forebygge en systemisk risiko som omhandlet i denne forordnings artikel 34, stk. 1, litra b).

102

For det andet bemærkes, at det forhold, som sagsøgeren har påpeget, at artikel 38 i forordning 2022/2065 favoriserer store virksomheder på bekostning af små og mellemstore virksomheder på markedspladserne, ikke er egnet til at godtgøre en tilsidesættelse af friheden til at oprette og drive egen virksomhed for udbyderne af disse markedspladser.

103

I øvrigt bemærkes dels, at for så vidt som det fremgår af den økonomiske undersøgelse, der er anført i bilag A.2 til stævningen (herefter »sagsøgerens økonomiske undersøgelse«), at anbefalingssystemer, der er baseret på profilering, giver mulighed for bedre markedsføring af »nicheprodukter«, forklarer dette ikke, hvorfor store virksomheder skulle være utilbøjelige til blandt deres produktportefølje at udvikle sådanne produkter, der er rettet mod et specialiseret publikum. Selv hvis det antages, at anbefalingssystemer, der er baseret på profilering, favoriserer markedsføring af nicheprodukter, kan det således ikke udledes heraf, at sådanne systemer i kraft af deres karakter skulle være fordelagtige for små og mellemstore virksomheder.

104

Dels har sagsøgeren, således som Kommissionen i det væsentlige har påpeget, ikke forklaret, hvorfor markedspladserne ikke skulle være i stand til at give forbrugerne mulighed for at foretage søgninger på grundlag af kriterier i deres grænseflade, som gør det muligt at identificere nicheprodukter.

105

Sagsøgeren har dermed ikke godtgjort, at artikel 38 i forordning 2022/2065 er egnet til at medføre betydelige udgifter for små og mellemstore virksomheder og dermed for udbyderne af markedspladser.

106

For det tredje må det konstateres, at sagsøgeren ikke med føje kan påberåbe sig meddelelse COM(2018) 236, som kun er udsendt af Kommissionen og ikke har bindende virkning, med henblik på at rejse tvivl om lovligheden af forordning 2022/2065. I øvrigt bemærkes, at selv om det fremgår af denne meddelelse, at Kommissionen ønskede, at »brugerne« af onlineplatforme skulle have adgang til »værktøjer, der muliggør en skræddersyet og interaktiv onlineoplevelse, der fremmer opdagelsen af forskelligt indhold og giver adgang til nye kilder, der repræsenterer andre holdninger«, og således bekæmpe desinformation, kan det ikke udledes heraf, at denne forordnings artikel 38 ikke kan give mulighed for desuden at forbedre oplysningen af forbrugerne på markedspladserne.

107

I tredje række har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 39 i forordning 2022/2065 medfører videregivelse af fortrolige oplysninger om annoncørernes reklameaktiviteter på platformen Amazon Store. Selskabet har udledt heraf, at denne platform vil være mindre attraktiv for annoncører, bl.a. i forhold til onlineplatforme, der ikke er udpeget som meget store onlineplatforme. Det har endvidere gjort gældende, at gennemførelsen af den forpligtelse, der er fastsat i denne bestemmelse, medfører højere udgifter end dem, Kommissionen har anslået i sin konsekvensanalyse.

108

Som påpeget i præmis 87 ovenfor fastsætter artikel 39 i forordning 2022/2065 udspredning til offentligheden af oplysninger, som bl.a. omfatter reklamens indhold, herunder produktets, tjenestens eller varemærkets navn og reklamens genstand, den fysiske eller juridiske person, på hvis vegne reklamen vises, det tidsrum, hvori reklamen blev vist, om det var hensigten, at reklamen skulle vises specifikt til en eller flere bestemte grupper af tjenestemodtagere, og i givet fald de vigtigste parametre anvendt til dette formål, herunder, hvis det er relevant, de vigtigste parametre, der er anvendt til at udelukke en eller flere sådanne bestemte grupper, og det samlede antal tjenestemodtagere og i givet fald det samlede antal opdelt efter medlemsstat for den eller de grupper af modtagere, som reklamen specifikt var rettet mod.

109

Sagsøgeren har imidlertid ikke fremlagt noget element, der er egnet til at godtgøre, at udspredningen af de oplysninger, der er nævnt i artikel 39 i forordning 2022/2065 skulle have negativ virkning på platformen Amazon Stores attraktivitet for annoncørerne.

110

I sagsøgerens økonomiske undersøgelse anføres det nemlig kun, at oplysninger om indholdet, målgruppen og effektiviteten af en reklame gør det muligt for annoncørens konkurrenter at kopiere dennes strategi. I den nævnte undersøgelse præciseres det i denne henseende, at oplysningerne om en reklames »effektivitet« er »afgørende«.

111

Imidlertid er visse oplysninger, herunder om reklamernes indhold, i kraft af deres karakter tilgængelige for offentligheden uafhængigt af artikel 39 i forordning 2022/2065. Desuden har sagsøgeren ikke udviklet nogen argumentation, der godtgør, at oplysninger om målretning ikke kan udledes ved at observere den pågældende platform og tage karakteren af det produkt, der er genstanden for den pågældende reklame, i betragtning. I øvrigt har sagsøgeren, i modsætning til oplysningerne om en reklames effektivitet, ikke kvalificeret oplysningerne om målretning som »afgørende«.

112

Hvad angår oplysningerne om en reklames effektivitet henvises der i sagsøgerens økonomiske undersøgelse til en tidligere økonomisk undersøgelse fra 1953, hvorom det er usikkert, om dens konklusioner kan anvendes på onlineplatforme. I øvrigt præciseres det i sagsøgerens undersøgelse ikke, hvordan den definerer en reklames effektivitet. For så vidt som sagsøgeren har ønsket at henvise til en eventuel forøgelse af salget af det produkt, der er genstand for den pågældende reklame, er det tilstrækkeligt at påpege, at artikel 39 i forordning 2022/2065 ikke fastsætter udspredning af oplysninger herom.

113

I fjerde række har sagsøgeren gjort gældende, at artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065 tvinger selskabet til at videregive en »ubegrænset« mængde oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, med henblik på undersøgelsen af »systemiske risici«, selv om det ikke er godtgjort, at sådanne risici foreligger.

114

I henhold til artikel 40, stk. 4, i forordning 2022/2065 giver udbydere af meget store onlineplatforme efter begrundet anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet inden for en rimelig frist som angivet i anmodningen kontrolunderlagte forskere, der opfylder kravene i denne forordnings artikel 40, stk. 8, adgang til oplysninger alene med henblik på forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare de i artikel 34, stk. 1, omhandlede systemiske risici i Unionen, og til vurderingen af tilstrækkeligheden, effektiviteten og indvirkningen af de risikobegrænsende foranstaltninger i henhold til samme forordnings artikel 35.

115

En af de betingelser, der er opregnet i artikel 40, stk. 8, i forordning 2022/2065, er, at forskerne skal dokumentere, at de er i stand til at opfylde de specifikke krav til datasikkerhed og fortrolighed, der er knyttet til den enkelte anmodning, og til at beskytte personoplysninger. Endvidere skal de i deres anmodning beskrive de relevante tekniske og organisatoriske foranstaltninger, de har truffet med henblik herpå.

116

Desuden præciseres det i artikel 40, stk. 5, i forordning 2022/2065, at udbydere af meget store onlineplatforme kan anmode koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet om at ændre anmodningen, hvis de finder, at de ikke kan give adgang til de ønskede oplysninger af bl.a. den årsag, at det vil medføre væsentlige sårbarheder i deres tjenestes sikkerhed eller beskyttelsen af fortrolige oplysninger, navnlig forretningshemmeligheder, hvis der gives adgang til oplysningerne.

117

Endelig tilføjes det i artikel 40, stk. 12, i forordning 2022/2065, at udbydere af meget store onlineplatforme uden unødig forsinkelse giver adgang til data, herunder realtidsdata, hvor det er teknisk muligt, forudsat at dataene er offentligt tilgængelige i deres onlinegrænseflade for forskere, herunder dem, der er tilknyttet nonprofitorganer, ‑organisationer og ‑foreninger, som opfylder betingelserne i denne forordnings artikel 40, stk. 8, litra b), c), d) og e), og som alene anvender dataene til forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare systemiske risici i Unionen i henhold til samme forordnings artikel 34, stk. 1.

118

I denne henseende bemærkes for det første, at markedspladser med et gennemsnit pr. måned på mindst 45 mio., som nævnt i præmis 77 ovenfor, kan medføre forskellige systemiske risici, der er nævnt i artikel 34, stk. 1, i forordning 2022/2065. Heraf følger, at denne forordnings artikel 40, som tager sigte på at give mulighed for forskning, der bidrager til at afdække, identificere og afklare systemiske risici i Unionen, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, er egnet til at bidrage til at reducere de systemiske risici, som disse markedspladser medfører.

119

For det andet skal det påpeges, at artikel 40, stk. 5, i forordning 2022/2065 fastsætter, at udbyderen af en meget stor onlineplatform har mulighed for at anmode om ændring af anmodningen om adgang til oplysninger med henblik på beskyttelse af fortrolige oplysninger. Desuden må det, selv om denne udbyder på trods af ændringen af anmodningen skal meddele sådanne oplysninger, konstateres, at artikel 40, stk. 8, i forordning 2022/2065 pålægger de pågældende forskere at dokumentere, at de er i stand til at beskytte fortroligheden af de oplysninger, de modtager. I denne henseende var lovgiver, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, ikke forpligtet til i denne forordning at beskrive de konkrete foranstaltninger, som forskerne skulle træffe for at bevare fortroligheden af de oplysninger, de modtager. Lovgiver kunne nemlig blot pålægge forskerne en forpligtelse til dels at dokumentere, at de for hver anmodning om adgang var i stand til at bevare datasikkerheden og fortroligheden af de oplysninger, som er genstand for denne anmodning, og dels selv beskrive de tekniske og organisatoriske foranstaltninger, de havde truffet med henblik herpå.

120

I femte række har sagsøgeren og bevh gjort gældende, at gennemførelsen af de forpligtelser, der er omhandlet i artikel 34-43 i forordning 2022/2065, pålægger udbydere af markedspladser væsentlige byrder, herunder i forbindelse med komplicerede ændringer af deres IT-systemer. Imidlertid har de ikke fremlagt noget overslag over de udgifter, der er forbundet med disse ændringer, heller ikke i sagsøgerens økonomiske undersøgelse. I øvrigt skal det, hvis det antages, at disse udgifter faktisk er betydelige, herunder for udbyderne af meget store onlineplatforme, der må formodes at have adgang til omfattende ressourcer, bemærkes, at vigtigheden af formålet om beskyttelse af forbrugerne, som nævnt i præmis 59 ovenfor, kan begrunde endog betydelige negative økonomiske konsekvenser for visse erhvervsdrivende.

121

På denne baggrund kan sagsøgeren og bevh ikke med føje hævde, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 er åbenbart uegnet til at nå denne forordnings mål og dermed udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 16.

122

Dermed kan det første anbringendes første led ikke tiltrædes, og det er ufornødent at træffe afgørelse om, hvorvidt visse af de argumenter, der i replikken er fremsat til støtte for dette led, kan antages til realitetsbehandling, hvilket Kommissionen har bestridt.

123

Sagsøgeren har, støttet af bevh, gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43, udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 17, stk. 1. Selskabet har gjort gældende, at disse forpligtelser har en betydelig indvirkning på dets aktiviteter, og at de derfor udgør et indgreb i dets ejendomsret.

124

Kommissionen har, støttet af Parlamentet, Rådet og BEUC, bestridt sagsøgerens argumentation.

125

I henhold til chartrets artikel 17, stk. 1, har »[e]nhver […] ret til at besidde lovligt erhvervet ejendom, at anvende den, at træffe dispositioner hermed og at lade den gå i arv«, og »[i]ngen må berøves sin ejendom, medmindre det skønnes nødvendigt i samfundets interesse, og det sker i de tilfælde og på de betingelser, der er fastsat ved lov, og mod rimelig og rettidig erstatning for tabet«. Denne bestemmelse fastsætter endvidere, at »[a]nvendelsen af ejendommen kan reguleres ved lov, i det omfang det er nødvendigt af hensyn til almenvellet«.

126

Den beskyttelse, som chartrets artikel 17, stk. 1, giver, vedrører rettigheder, der har en formueværdi, som i henhold til retsordenen medfører en erhvervet retsstilling, der gør det muligt for indehaveren selvstændigt at udøve disse rettigheder til sin fordel (dom af 22.1.2013, Sky Österreich, C-283/11, EU:C:2013:28, præmis 34). Domstolen har således fastslået, at opgaver af administrativ art ikke udgør et indgreb i ejendomsretten (jf. i denne retning og analogt dom af 11.7.1989, Schräder HS Kraftfutter, 265/87, EU:C:1989:303, præmis 16 og 17).

127

I den foreliggende sag må det konstateres, at sagsøgeren, som påpeget af Kommissionen, ikke har udviklet nogen argumentation til støtte for sit anbringende om, at de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065, udgør et indgreb i selskabets ejendomsret.

128

Det bemærkes desuden, at de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065 og er beskrevet i præmis 52 ovenfor, pålægger udbydere af meget store onlineplatforme visse administrative byrder, men ikke fratager dem ejerskabet til disse platforme. I øvrigt må det, selv hvis det antages, at disse forpligtelser kan anses for at udgøre indgreb i de pågældende udbyderes ejendomsret, lægges til grund, at disse indgreb under alle omstændigheder er begrundet i årsager svarende til dem, der er anført i præmis 62-120 ovenfor angående chartrets artikel 16.

129

Heraf følger, at sagsøgeren og bevh ikke med føje kan hævde, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 17.

130

Dermed kan det første anbringendes andet led ikke tiltrædes.

131

Sagsøgeren har, støttet af bevh, gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 34-43, udgør en tilsidesættelse af ligebehandlingsprincippet, som er fastsat i chartrets artikel 20. I denne henseende har selskabet konstateret, at denne forordnings artikel 33, stk. 1, behandler forskellige typer onlineplatforme, og i øvrigt også onlinesøgemaskiner, på samme måde, selv om sidstnævnte, sociale netværk og indholdsdelingstjenester medfører specifikke risici, som markedspladserne ikke medfører. I øvrigt har selskabet påpeget, at denne bestemmelse behandler sammenlignelige situationer forskelligt ved at udelukke detailhandlere og markedspladser med et gennemsnit pr. måned på under 45 mio. fra sit anvendelsesområde.

132

Kommissionen har, støttet af Parlamentet, Rådet og BEUC, bestridt sagsøgerens argumentation.

133

I denne henseende skal det erindres, at ligebehandlingsprincippet udgør et almindeligt princip i EU-retten, der bl.a. er fastsat i chartrets artikel 20, som fastsætter, at alle mennesker er lige for loven.

134

Det fremgår af fast retspraksis, at ligebehandlingsprincippet kræver, at ensartede situationer ikke må behandles forskelligt og forskellige situationer ikke behandles ens, medmindre forskelsbehandlingen er objektivt begrundet (dom af 14.9.2010, Akzo Nobel Chemicals og Akcros Chemicals mod Kommissionen m.fl., C-550/07 P, EU:C:2010:512, præmis 55, og af 6.6.2023, O.G. (Europæisk arrestordre mod en tredjelandsstatsborger), C-700/21, EU:C:2023:444, præmis 42). Ved afgørelsen af, om der foreligger en tilsidesættelse af dette princip eller ej, skal der bl.a. tages hensyn til indholdet af og formålet med den bestemmelse, som angiveligt udgør en tilsidesættelse (jf. dom af 6.9.2018, Piessevaux mod Rådet, C-454/17 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2018:680, præmis 79 og den deri nævnte retspraksis).

135

Endvidere tilsidesættes ligebehandlingsprincippet på et område som det i hovedsagen omhandlede, hvor lovgiver råder over en vid skønsbeføjelse, kun, hvis lovgiver foretager en vilkårlig eller åbenbart uhensigtsmæssig sondring i forhold til det formål, der forfølges med den pågældende lovgivning (jf. i denne retning dom af 14.7.2022, Kommissionen mod VW m.fl., C-116/21 P – C-118/21 P, C-138/21 P og C-139/21 P, EU:C:2022:557, præmis 127, og af 9.3.2023, Grossetête mod Parlamentet, C-714/21 P, ikke trykt i Sml., EU:C:2023:187, præmis 48).

136

I den foreliggende sag har sagsøgeren i første række gjort gældende, at markedspladserne på den ene side og de sociale netværk, indholdsdelingstjenesterne og onlinesøgemaskinerne på den anden side ikke befinder sig en sammenlignelig situation med henblik på anvendelsen af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065. Selskabet har nærmere bestemt anført, at disse forpligtelser har til formål at forebygge risici, som kan forårsages af sociale netværk, indholdsdelingstjenester og onlinesøgemaskiner, men ikke af markedspladser. Det har udledt heraf, at det er med urette, at denne forordnings artikel 33, stk. 1, anvendes på markedspladserne.

137

Imidlertid bemærkes for det første, at markedspladser med et gennemsnit pr. måned på mindst 45 mio., således som det fremgår af præmis 77 ovenfor, kan medføre en række systemiske risici, som er nævnt i artikel 34, stk. 1, litra a)-d), i forordning 2022/2065.

138

For det andet, for så vidt som sagsøgeren uden yderligere forklaringer har gjort gældende, at »mange« af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065, ikke har til formål at beskytte forbrugerne eller forhindre markedsføring af forfalskede eller farlige produkter, er det tilstrækkeligt at påpege, at selskabet ikke har angivet, hvilke bestemmelser det henviser til. I øvrigt må det, for så vidt som sagsøgeren desuden har gjort gældende, at denne forordnings artikel 38 ikke giver mulighed for at nedbringe sandsynligheden for, at en forbruger udsættes for tilbud om ulovlige produkter, konstateres, at denne bestemmelse ikke desto mindre bidrager til at styrke forbrugernes rettigheder af de grunde, der er anført i præmis 101 ovenfor. Endvidere fremgår det af præmis 71-74 og 77 ovenfor, at de risici, som markedspladser medfører, i modsætning til hvad sagsøgeren har gjort gældende, under alle omstændigheder ikke er begrænset til risici, der har negativ virkning for forbrugerne, eller risici vedrørende markedsføring af forfalskede eller farlige produkter.

139

For det tredje har sagsøgeren gjort gældende, at for så vidt angår »udspredning af debat, indhold og oplysninger« bør markedspladserne behandles på samme måde som cloud computingtjenester og weboplagringstjenester, som ikke udgør onlineplatforme som omhandlet i forordning 2022/2065, og som derfor ikke er omfattet af denne forordnings artikel 33, stk. 1.

140

I denne henseende bemærkes, at det i 13. betragtning til forordning 2022/2065 præciseres, at »cloud computingtjenester og weboplagringstjenester ikke [bør] betragtes som en onlineplatform, hvis udbredelsen af specifik information til offentligheden udgør en mindre og accessorisk funktion eller en mindre funktionalitet ved sådanne tjenester«. Sagsøgeren har imidlertid ikke bestridt, at udspredning af oplysninger til offentligheden på anmodning fra en tjenestemodtager ikke udgør en mindre og accessorisk funktion eller en mindre funktionalitet ved markedspladserne. Det må derfor lægges til grund, at der ved denne forordnings artikel 33, stk. 1, for så vidt som denne bestemmelse omhandler markedspladser og ikke visse cloud computingtjenester og weboplagringstjenester, ikke foretages en sondring, der er vilkårlig eller åbenbart uegnet til at forebygge de systemiske risici, der er nævnt i denne forordnings artikel 34, stk. 1.

141

På denne baggrund må det lægges til grund, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse både finder anvendelse på markedspladser, sociale netværk, indholdsdelingstjenester og onlinesøgemaskiner, ikke forekommer åbenbart uegnet til at forebygge de systemiske risici, der er nævnt i denne forordnings artikel 34, stk. 1.

142

I anden række har sagsøgeren gjort gældende, at alle udbydere af markedspladser, uanset deres gennemsnit pr. måned, bør behandles på samme måde med henblik på anvendelsen af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065. Selskabet har udledt heraf, at det er med urette, at denne forordnings artikel 33, stk. 1, anvendes på udbydere af markedspladser med et gennemsnit pr. måned, der svarer til eller er højere end 45 mio.

143

I denne henseende har sagsøgeren for det første gjort gældende, at risiciene i forbindelse med udspredning af ulovligt indhold er mere udbredt på de små markedspladser end på de store, og at det derfor er paradoksalt at pålægge udbyderne af sidstnævnte yderligere forpligtelser. Selskabet har nærmere bestemt anført, at ulovlige produkter, herunder farlige eller forfalskede produkter, hovedsagelig markedsføres på de små markedspladser, gennem de sociale netværk eller på dark net. Selskabet har gjort gældende, at risikoen for, at sådanne produkter kan markedsføres på store markedspladser, er lille. Det har tilføjet, at det fremgår af 72. betragtning til forordning 2022/2065, at denne forordning pålægger alle markedspladser forskellige forpligtelser med henblik på at »afskrække« dem. Det har udledt heraf, at lovgiver selv anerkendte, at de risici, der var forbundet med markedsføring af ulovlige produkter, ikke udgjorde systemiske risici, og at de ikke steg i forhold til antallet af aktive modtagere.

144

Imidlertid har sagsøgeren dels anerkendt, at markedspladser uanset deres størrelse kan anvendes til at facilitere markedsføring af farlige eller ulovlige produkter.

145

Dels kan det forhold, at sagsøgeren eller de øvrige udbydere af markedspladser med et gennemsnit på mindst 45 mio. hidtil har foretaget en effektiv kontrol af de oplysninger, der udspredes på deres platforme, selv hvis det antages at være godtgjort, ikke udelukke, at disse platforme i fremtiden vil kunne udsætte et stort antal personer for ulovligt indhold, hvis deres gennemsnit pr. måned forbliver højere end eller svarende til 45 mio. Derfor må det, således som det fremgår af præmis 73, 74 og 77 ovenfor, lægges til grund, at en markedsplads med et gennemsnit pr. måned på mindst 45 mio. kan udsætte en væsentlig del af Unionen for ulovligt indhold og dermed forårsage en systemisk risiko som omhandlet i artikel 34, stk. 1, litra a), i forordning 2022/2065.

146

På denne baggrund må det, i lighed med, hvad lovgiver anførte i 76. betragtning til forordning 2022/2065, lægges til grund, at markedspladser med et gennemsnit pr. måned på mindst 45 mio. kan medføre samfundsmæssige risici, der er forskellige med hensyn til omfang og virkninger fra dem, som mindre platforme medfører.

147

I øvrigt er det forhold, som sagsøgeren har påpeget, at forordning 2022/2065 pålægger alle markedspladser forpligtelser med henblik på at forebygge markedsføring af farlige eller ulovlige produkter, ikke tilstrækkeligt til at godtgøre, at de yderligere forpligtelser, der pålægges markedspladser med et gennemsnit pr. måned på mindst 45 mio., er åbenbart uegnede til at forebygge de systemiske risici, der er nævnt i denne forordnings artikel 34, stk. 1.

148

For det andet har sagsøgeren gjort gældende, at de meget store onlineplatforme for at nå et gennemsnit pr. måned på 45 mio. i praksis nødvendigvis må operere i flere medlemsstater. Selskabet har udledt heraf, at de forpligtelser, der pålægges udbyderne af disse meget store onlineplatforme, ikke finder anvendelse på udbydere af onlineplatforme, der kun opererer i en enkelt medlemsstat, herunder når en væsentlig del af denne medlemsstats befolkning udsættes for disse platformes indhold. Det har i denne henseende anført, at denne forskellige behandling ikke er begrundet i forebyggelsen af systemiske risici, herunder risici vedrørende den demokratiske proces, som er af national karakter.

149

Imidlertid har sagsøgeren dels ikke forklaret, hvorfor visse risici ikke er af national karakter, selv om der faktisk foreligger en demokratisk proces på EU-niveau, således som det fremgår af artikel 10 TEU og artikel 22, stk. 2, TEU.

150

Dels følger det af artikel 33, stk. 2, i forordning 2022/2065 og 76. betragtning til samme forordning, at lovgiver var af den opfattelse, at en onlineplatform kunne medføre systemiske risici på EU-plan, hvis dens gennemsnit pr. måned nåede eller overskred 10% af Unionens befolkning. Det bemærkes dog, at onlineplatforme, der kun findes i en enkelt medlemsstat, og hvis gennemsnit pr. måned er lavere end 45 mio., selv om en væsentlig del af denne medlemsstats befolkning udsættes for deres indhold, er mindre tilbøjelige til at medføre systemiske risici på EU-plan end platforme, hvis gennemsnit pr. måned er højere end 45 mio.

151

Det må derfor lægges til grund, at der ved artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse kun finder anvendelse på udbydere af markedspladser med et gennemsnit pr. måned på mindst 45 mio., ikke foretages en sondring, der er vilkårlig og åbenbart uegnet til at forebygge de systemiske risici, der er nævnt i denne forordnings artikel 34, stk. 1.

152

I tredje række har sagsøgeren gjort gældende, at udbydere af markedspladser bør behandles på samme måde som detailhandlere med henblik på anvendelsen af de forpligtelser, der er fastsat i artikel 34-43 i forordning 2022/2065. Selskabet har nemlig konstateret, at detailhandlere, dvs. virksomheder, der kun markedsfører deres egne produkter på internettet, ikke er omfattet af denne forordnings artikel 33, stk. 1, selv om de, i lighed med markedspladserne, gør det muligt for forbrugerne at indgå aftaler om fjernsalg med en erhvervsdrivende.

153

Imidlertid udspreder onlineplatforme på den ene side, i modsætning til detailhandlernes websteder, oplysninger, der stilles til rådighed af en tjenestemodtager. Mens detailhandlernes websteder principielt kun udspreder deres egne oplysninger, kan onlineplatforme udsprede oplysninger, der stammer fra et stort antal personer. Det fremgår således af sagsøgerens økonomiske undersøgelse, at flere millioner sælgere markedsfører deres produkter på platformen Amazon Store.

154

På denne baggrund bemærkes, at udbydere af onlineplatforme i modsætning til detailhandlere ikke nødvendigvis har kendskab til alle de oplysninger, der udspredes på deres platforme. Det skal i øvrigt påpeges, at de af denne årsag er omfattet af ansvarsfritagelser, hvis lovlighed sagsøgeren ikke har bestridt. Det følger således af artikel 6 i forordning 2022/2065, at disse udbydere ikke pådrager sig ansvar for information lagret på anmodning af en tjenestemodtager, forudsat at de ikke har kendskab til en ulovlig aktivitet eller ulovligt indhold. I denne forordnings artikel 8 tilføjes det i denne henseende, at disse udbydere ikke pålægges en generel forpligtelse til at overvåge den information, de transmitterer eller lagrer, eller til aktivt at undersøge forhold eller omstændigheder, der tyder på ulovlig aktivitet.

155

Det bemærkes derfor, at udbydere af store onlineplatforme i modsætning til detailhandlere kan facilitere udspredning af ulovligt indhold uden deres viden, og uden at de kan drages til ansvar.

156

På den anden side har Kommissionen i sin konsekvensanalyse påpeget, at »den unikke situation for de meget store onlineplatforme, såsom de sociale netværk eller onlinemarkedspladserne, [udgjorde] en væsentlig faktor i de identificerede problemer«, at »[e]t meget stort antal brugere, både forbrugere og erhvervsdrivende, [var] koncentreret på et relativt begrænset antal onlineplatforme«, og at »[d]e meget store platforme [medførte] et højere samfundsmæssigt og økonomisk risikoniveau, eftersom de i praksis [var] blevet offentlige rum og [spillede] en systemisk rolle for millioner af borgere og virksomheder«. Kommissionen påpegede endvidere, at »[d]e med andre ord [havde] en klart større indvirkning på samfundet og det indre marked end mindre platforme, eftersom de [berørte] en bred offentlighed«. Kommissionen anførte således, at de meget store onlineplatforme spillede en væsentlig rolle for både forbrugerne og de sælgere, der markedsførte deres produkter på disse platforme. Det er imidlertid ubestridt, at detailhandlere ikke spiller en sådan rolle, i det mindste for så vidt angår disse sælgere.

157

På denne baggrund må det lægges til grund, at der ved artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse finder anvendelse på udbyderne af markedspladser og ikke på detailhandlere, ikke foretages en sondring, der er vilkårlig eller åbenbart uegnet til at forebygge de systemiske risici, der er nævnt i denne forordnings artikel 34, stk. 1.

158

Heraf følger, at sagsøgeren og bevh ikke med føje kan hævde, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 20.

159

Dermed kan det første anbringendes tredje led ikke tiltrædes.

160

Sagsøgeren har, støttet af bevh, gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser den forpligtelse, der er fastsat i denne forordnings artikel 38, udgør en tilsidesættelse af ytrings- og informationsfriheden som fastsat i chartrets artikel 11, stk. 1. Selskabet har således anført, at denne forpligtelse består i for hvert anbefalingssystem at sørge for en mulighed, der ikke er baseret på profilering. Denne forpligtelse er dermed til skade for markedspladsernes kommercielle ytringsfrihed, for så vidt som den forhindrer dem i at vise forbrugerne de mest relevante produkter. Den udgør desuden en hindring for, at de tredjepartssælgere, der opererer på markedspladserne, effektivt kan promovere deres produkter og kommunikere med deres kunder. Endelig er den ikke begrundet i forebyggelsen af de systemiske risici, der er nævnt i denne forordning.

161

Kommissionen har, støttet af Parlamentet, Rådet og BEUC, bestridt sagsøgerens argumentation.

162

I henhold til chartrets artikel 11, stk. 1, har enhver ret til ytringsfrihed. Denne ret omfatter meningsfrihed og frihed til at modtage eller meddele oplysninger eller tanker uden indblanding fra offentlig myndighed og uden hensyn til landegrænser.

163

Det præciseres i forklaringerne til chartret, at chartrets artikel 11 svarer til artikel 10 i konventionen om beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, undertegnet i Rom den 4. november 1950 (herefter »EMRK«).

164

Det bemærkes i denne henseende, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols retspraksis, at EMRK’s artikel 10, som beskytter ytrings- og informationsfriheden, navnlig finder anvendelse på en erhvervsdrivendes udbredelse af kommercielle oplysninger, bl.a. i form af reklamer (jf. dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr, C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 81 og den deri nævnte retspraksis).

165

Som nævnt i præmis 95 ovenfor fastsætter artikel 38 i forordning 2022/2065, at udbydere af meget store onlineplatforme, der anvender anbefalingssystemer, skal sørge for mindst én mulighed for hvert af deres anbefalingssystemer, som ikke er baseret på profilering.

166

I denne henseende bemærkes på den ene side, at sagsøgeren ikke har forklaret, hvorfor artikel 38 i forordning 2022/2065, som kun finder anvendelse på udbydere af meget store onlineplatforme, skulle begrænse den måde, hvorpå sælgere, der markedsfører deres produkter på en markedsplads, kan udbrede deres kommercielle oplysninger, herunder reklamer. Heraf følger, at sagsøgeren ikke med føje kan hævde, at denne bestemmelse udgør et indgreb i disse sælgeres ytrings- og informationsfrihed.

167

På den anden side bemærkes, at artikel 38 i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger udbydere af meget store onlineplatforme at sørge for mindst én mulighed for hvert af deres anbefalingssystemer, som ikke er baseret på profilering, begrænser den måde, hvorpå disse udbydere kan præsentere de produkter, der markedsføres på deres platforme, såfremt modtageren måtte vælge en sådan mulighed.

168

Artikel 38 i forordning 2022/2065 udgør dermed et indgreb i markedspladsernes ytrings- og informationsfrihed.

169

Det skal imidlertid erindres, at de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7, 8 og 11, ikke er absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet (dom af 6.10.2020, Privacy International, C-623/17, EU:C:2020:790, præmis 63). Som det fremgår af præmis 55 ovenfor, skal enhver begrænsning af disse rettigheder være fastlagt i lovgivningen og respektere deres væsentligste indhold, og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet kan der kun indføres begrænsninger, såfremt disse er nødvendige og faktisk svarer til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

170

I den foreliggende sag er det imidlertid for det første ubestridt, at den begrænsning, der følger af artikel 38 i forordning 2022/2065, er fastsat ved en lovgivningsmæssig retsakt og dermed skal anses for at være fastlagt i lovgivningen.

171

For det andet berøres det væsentligste indhold i ytrings- og informationsfriheden for udbyderne af meget store onlineplatforme ikke. Dels indeholder artikel 38 i forordning 2022/2065 nemlig ikke regler, der begrænser disse udbyderes frihed til at vise de produkter, der markedsføres på deres platforme, inden for rammerne af et anbefalingssystem, der ikke er baseret på profilering. Dels forbyder denne bestemmelse ikke disse udbydere at tilbyde anbefalingssystemer, der er baseret på profilering, hvis de herudover for hvert af disse systemer sørger for en mulighed, der ikke er baseret på profilering.

172

For det tredje forfølges der med den begrænsning, der følger af artikel 38 i forordning 2022/2065, et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen. Som nævnt i præmis 101 ovenfor kan denne bestemmelse nemlig bidrage til et højt beskyttelsesniveau for forbrugere som fastsat i chartrets artikel 38.

173

Hvad for det fjerde angår det konstaterede indgrebs forholdsmæssighed skal det fremhæves, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis vedrørende EMRK’s artikel 10, stk. 2, at de nationale myndigheder råder over et vist skøn ved afgørelsen af, om der foreligger et tvingende samfundsmæssigt hensyn, der kan begrunde en begrænsning af ytringsfriheden. Ifølge denne retspraksis er dette skøn særligt nødvendigt på det erhvervsmæssige område og specielt på et så komplekst og varieret område som reklamer (jf. i denne retning dom af 3.2.2021, Fussl Modestraße Mayr,C-555/19, EU:C:2021:89, præmis 91).

174

I denne henseende bemærkes, at forpligtelsen til at sørge for mindst én mulighed for hvert af anbefalingssystemerne, som ikke er baseret på profilering, i artikel 38 i forordning 2022/2065 udspringer af en afvejning mellem den kommercielle ytringsfrihed for udbyderne af meget store onlineplatforme og beskyttelsen af forbrugerne. Lovgiver kunne således, uden at overskride sin betydelige skønsbeføjelse, lægge til grund, at beskyttelsen af forbrugerne nødvendiggjorde, at de, hvis de ønskede det, skulle have adgang til en mulighed, der ikke var baseret på profilering, for hver af de anbefalingssystemer, der anvendes på de meget store onlineplatforme.

175

Det må derfor lægges til grund, at sagsøgeren og bevh ikke med føje kan hævde, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 11.

176

Heraf følger, at det første anbringendes fjerde led ikke kan tiltrædes.

177

Sagsøgeren har, støttet af bevh, gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 39 og artikel 40, stk. 4 og 12, udgør en tilsidesættelse af beskyttelsen af fortrolige oplysninger som fastsat i chartrets artikel 7. Dels kan videregivelsen til offentligheden af de oplysninger, der er nævnt i denne forordnings artikel 39, nemlig påføre udbyderne af markedspladser en betydelig kommerciel skade. Dels kan samme forordnings artikel 40, stk. 4 og 12, føre til, at et stort antal oplysninger skal meddeles til forskere. Endvidere fastsætter denne bestemmelse ikke tilstrækkelige garantier til, at fortroligheden af disse oplysninger er sikret. Endelig er hverken artikel 39 eller artikel 40, stk. 4 og 12, i den pågældende forordning begrundet i forebyggelsen af de i forordningen omhandlede risici.

178

Kommissionen har, støttet af Parlamentet, Rådet og BEUC, bestridt sagsøgerens argumentation.

179

I henhold til chartrets artikel 7 har enhver ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin kommunikation.

180

I forklaringerne til chartret anføres det, at de rettigheder, der sikres ved artikel 7, svarer til dem, der er sikret ved EMRK’s artikel 8. Heraf følger i henhold til chartrets artikel 52, stk. 3, at de begrænsninger, der lovligt kan foretages i disse rettigheder, er de samme, som dem, der accepteres inden for rammerne af EMRK’s artikel 8.

181

Det bemærkes i denne henseende, at det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, at begrebet privatlivets fred ikke udelukker fysiske eller juridiske personers aktiviteter af erhvervs- eller forretningsmæssig karakter (jf. i denne retning dom af 14.2.2008, Varec, C-450/06, EU:C:2008:91, præmis 48, og af 29.7.2024, Belgian Association of Tax Lawyers m.fl., C-623/22, EU:C:2024:639, præmis 126).

182

I den foreliggende sag bemærkes dels, at artikel 39 i forordning 2022/2065, som nævnt i præmis 87 ovenfor, fastsætter, at udbydere af meget store onlineplatforme opretter en database med oplysninger om deres reklameaktiviteter i hele den periode, hvor de præsenterer en reklame, og i ét år efter, at reklamen blev vist for sidste gang. Denne bestemmelse præciserer endvidere, at disse udbydere skal sikre, at databasen indeholder personoplysninger om de tjenestemodtagere, som reklamen blev eller kan have været vist til.

183

Dels fremgår det af præmis 114 og 117 ovenfor, at artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065 fastsætter, at udbydere af meget store onlineplatforme kan være forpligtet til at meddele forskellige oplysninger, herunder fortrolige oplysninger, til kontrolunderlagte forskere efter begrundet anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet.

184

På denne baggrund bemærkes, at artikel 39 og artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065, for så vidt som disse bestemmelser forpligter udbydere af meget store onlineplatforme til at videregive oplysninger, der kan være fortrolige, udgør et indgreb i retten til respekt for privatlivet som fastsat i chartrets artikel 7.

185

De rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7, er imidlertid ikke absolutte rettigheder, men skal ses i sammenhæng med deres funktion i samfundet (dom af 16.7.2020, Facebook Ireland og Schrems, C-311/18, EU:C:2020:559, præmis 172, og af 29.7.2024, Belgian Association of Tax Lawyers m.fl., C-623/22, EU:C:2024:639, præmis 134). Som det fremgår af præmis 55 ovenfor, skal enhver begrænsning i udøvelsen af de rettigheder og friheder, der anerkendes ved dette charter, være fastlagt i lovgivningen og respektere deres væsentligste indhold, og under iagttagelse af proportionalitetsprincippet være nødvendige og faktisk svare til mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen, eller et behov for beskyttelse af andres rettigheder og friheder.

186

I den foreliggende sag er det i første række ubestridt, at de begrænsninger, der følger af artikel 39 og artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065, er fastsat ved en lovgivningsmæssig retsakt og derfor skal anses for at være fastlagt i lovgivningen.

187

I anden række berøres det væsentligste indhold af retten til respekt for privatlivet for udbydere af meget store onlineplatforme ikke.

188

Det bemærkes nemlig som det første, at artikel 39 i forordning 2022/2065 kun fastsætter, at oplysningerne skal videregives i en begrænset periode og med hensyn til en begrænset del af markedspladsernes økonomiske aktivitet. I denne henseende har sagsøgeren selv anerkendt, at selskabets reklameindtægter kun udgør 7% af dets samlede indtægter. Endvidere fastsætter denne bestemmelse, som det fremgår af præmis 110 og 112 ovenfor, ikke en videregivelse af oplysninger vedrørende effektiviteten af en reklame, som ifølge sagsøgeren er de mest følsomme i kommerciel henseende. I øvrigt er en del af disse oplysninger, såsom oplysningerne om indholdet af de reklamer og produkter og de varemærker, der er genstand for de pågældende reklamer, ikke fortrolige. Endelig udelukker samme bestemmelse videregivelse af enhver personoplysning om de tjenestemodtagere, som disse reklamer vises til.

189

I øvrigt har sagsøgeren ganske vist, som svar på et spørgsmål fra Retten i retsmødet, gjort gældende, at artikel 39, stk. 2, litra b) og c), i forordning 2022/2065 kræver videregivelse af identiteten på den fysiske person, på hvis vegne reklamen vises, eller som har betalt for reklamen. Imidlertid må det fastslås, at en sådan videregivelse ikke i sig selv giver indblik i den pågældende persons privatliv og familieliv. På denne baggrund synes videregivelsen af blot identiteten på en annoncør ikke at skade det væsentligste indhold i de rettigheder, der er sikret ved chartrets artikel 7 (jf. i denne retning og analogt udtalelse 1/15 (PNR-aftalen mellem EU og Canada) af 26.7.2017, EU:C:2017:592, præmis 150 og 151, samt dom af 22.11.2022, Luxembourg Business Registers, C-37/20 og C-601/20, EU:C:2022:912, præmis 50-52, og af 21.3.2024, Landeshauptstadt Wiesbaden, C-61/22, EU:C:2024:251, præmis 80 og 81).

190

Som det andet bemærkes, at artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065 kun fastsætter en videregivelse af oplysninger efter begrundet anmodning fra koordinatoren for digitale tjenester i etableringslandet og til brug for kontrolunderlagte forskere, der som omhandlet i denne forordnings artikel 40, stk. 8, litra d), bl.a. har dokumenteret, at de er i stand til at opfylde de specifikke krav til datasikkerhed og fortrolighed.

191

Hvad i tredje række angår overholdelsen af proportionalitetsprincippet skal det sikres, for det første, at de forpligtelser, der er fastsat i artikel 39 og artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065, er egnede til at nå et mål af almen interesse, som er anerkendt af Unionen, for det andet, at det indgreb i den grundlæggende ret til respekt for privatlivet, som kan følge af disse forpligtelser, er begrænset til det strengt nødvendige i den forstand, at målet ikke med rimelighed kan nås lige så effektivt ved andre midler, der griber mindre ind i denne ret, og, for det tredje, for så vidt som dette faktisk er tilfældet, at dette indgreb ikke er uforholdsmæssigt eller giver anledning til uforholdsmæssige ulemper i forhold til dette mål, hvilket indebærer en afvejning mellem vigtigheden af målet og alvoren af det nævnte indgreb (jf. i denne retning dom af 29.7.2024, Belgian Association of Tax Lawyers m.fl., C-623/22, EU:C:2024:639, præmis 139). I denne henseende skal det dog erindres, at retten til indgreb i privatlivet kan række videre for så vidt angår erhvervs- eller forretningsmæssige aktiviteter end i andre tilfælde (jf. i denne retning dom af 22.10.2002, Roquette Frères, C-94/00, EU:C:2002:603, præmis 29, og af 29.7.2024, Belgian Association of Tax Lawyers m.fl., C-623/22, EU:C:2024:639, præmis 127).

192

Imidlertid er de begrænsninger, der følger af artikel 39 og artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065, indledningsvis i modsætning til hvad bevh har gjort gældende, egnede til at nå et mål af almen interesse, der er anerkendt af Unionen. Som nævnt i præmis 89 og 118 ovenfor tager disse bestemmelser nemlig sigte på at reducere de systemiske risici, bl.a. med henblik på at bidrage til et højt beskyttelsesniveau for forbrugerne som fastsat i chartrets artikel 38.

193

Hernæst ville de foranstaltninger, som sagsøgeren har henvist til som alternativer til artikel 39 i forordning 2022/2065, således som det fremgår af præmis 86-89 ovenfor, ikke gøre det muligt at opnå det samme beskyttelsesniveau for forbrugerne.

194

Desuden har sagsøgeren ikke fremlagt noget element, der er egnet til at godtgøre, at artikel 39 i forordning 2022/2065 går ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at gøre det muligt for forbrugerne at få kendskab til de reklamer, der udspredes på de meget store onlineplatforme, herunder dem, der ikke vil blive vist for dem i betragtning af de anvendte målretningsparametre, og at forstå grundene til, at de på grundlag af disse parametre får vist visse reklamer i højere grad end andre. Selskabet har heller ikke fremlagt noget element, der er egnet til at godtgøre, at denne bestemmelse går ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at gøre det muligt for medier og forbrugerbeskyttelsesorganisationer at kontrollere de reklamer, der udspredes på de meget store onlineplatforme, bl.a. med henblik på at forebygge promovering af produkter, der er ulovlige eller uegnede for visse grupper, såsom mindreårige.

195

Tilsvarende har sagsøgeren ikke fremlagt noget element, der gør det muligt at lægge til grund, at artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065 går ud over, hvad der er strengt nødvendigt for at afdække, identificere og afklare de systemiske risici i Unionen. I øvrigt har sagsøgeren ikke gjort gældende, at der findes foranstaltninger som alternativ til denne bestemmelse, hvormed dette mål kan nås.

196

Endelig bemærkes på den ene side, som nævnt i præmis 111 og 188 ovenfor, at de oplysninger, der videregives i henhold til artikel 39 i forordning 2022/2065, kun vedrører en begrænset del af markedspladsernes økonomi. Endvidere er en del af disse oplysninger, såsom oplysninger om indholdet af de reklamer og produkter og de varemærker, der er genstand for de pågældende reklamer, ikke fortrolige, og de oplysninger, der i kommerciel henseende er mest følsomme for sagsøgeren, dvs. oplysninger om en reklames effektivitet, er ikke en del af de oplysninger, der videregives i henhold til denne bestemmelse.

197

Endvidere bemærkes, for så vidt som sagsøgeren i retsmødet henviste til videregivelsen af identiteten på de fysiske personer, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra b) og c), i forordning 2022/2065, at denne videregivelse kun vedrører de annoncører, der har valgt at vise reklamer på en meget stor onlineplatform. Endvidere følger det af denne bestemmelse, at databasen ikke indeholder oplysninger om en fysisk person, hvis reklamen er blevet vist og betalt af en juridisk person. Det er således tilladt for disse annoncører at oprette en juridisk person for at undgå at oplyse deres identitet.

198

På den anden side fastsætter artikel 40, stk. 4 og 12, i forordning 2022/2065 kun i særlige tilfælde, at der skal meddeles oplysninger til kontrolunderlagte forskere, med henblik på at bevare den eventuelt fortrolige karakter af disse oplysninger.

199

I øvrigt har Domstolen i sin faste praksis fremhævet arten og betydningen af den offentlige interesse, som den beskyttelse, der er sikret forbrugerne, der befinder sig i en svagere stilling end den erhvervsdrivende, hviler på (jf. dom af 3.4.2019, Aqua Med, C-266/18, EU:C:2019:282, præmis 43 og den deri nævnte retspraksis). Formålet om at beskytte forbrugerne er så meget desto vigtigere i forbindelse med udbydere af meget store onlineplatforme, såsom sagsøgeren, der som nævnt i præmis 77 ovenfor kan medføre systemiske samfundsmæssige risici.

200

På denne baggrund må det lægges til grund, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 39 og artikel 40, stk. 4 og 12, ikke udgør et uforholdsmæssigt indgreb i retten til respekt for privatlivet som sikret ved chartrets artikel 7 og ikke forårsager urimelige gener i forhold til de forfulgte mål.

201

Heraf følger, at sagsøgeren og bevh ikke med føje kan hævde, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udgør en tilsidesættelse af chartrets artikel 7.

202

Afslutningsvis har bevh anført, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 udgør en tilsidesættelse af beskyttelsen af personoplysninger, som er sikret ved chartrets artikel 8, for så vidt som denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er fastsat i denne forordnings artikel 39. bevh har gjort gældende, at de oplysninger, der videregives i henhold til denne bestemmelse, omfatter »identiteten på den fysiske eller juridiske person, på hvis vegne reklamen vises og betales«. Det er imidlertid tilstrækkeligt at konstatere, at personoplysninger kun kan vedrøre fysiske personer og ikke juridiske personer, således som det fremgår af forklaringerne til chartret og af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 95/46/EF af 24. oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger (EFT 1995, L 281, s. 31), hvortil der henvises i disse forklaringer. Desuden bemærkes, såfremt bevh ønskede at henvise til de fysiske personer, der er omhandlet i artikel 39, stk. 2, litra b) og c), i forordning 2022/2065, at det under alle omstændigheder er udelukket, at der foreligger en tilsidesættelse af chartrets artikel 8, af de grunde, der er anført i præmis 189 og 197 ovenfor.

203

Derfor kan det første anbringendes femte led ikke tiltrædes, og det er ikke nødvendigt at træffe afgørelse om, hvorvidt visse af de argumenter, der i replikken er fremsat til støtte for dette led, kan antages til realitetsbehandling, hvilket Kommissionen har bestridt.

204

Dermed skal det første anbringende forkastes i det hele.

205

Med det andet og det tredje anbringende har sagsøgeren bestridt lovligheden af henholdsvis artikel 38 og 39 i forordning 2022/2065.

206

Sagsøgeren har gjort gældende, at den argumentation, der er fremført i forbindelse med det andet og det tredje anbringende, skal anses for også at være fremført i forbindelse med det første anbringende.

207

Nærmere bestemt har sagsøgeren med det første anbringende, som beskrevet i præmis 19 og 31 ovenfor, gjort gældende, at artikel 33, stk. 1, i forordning 2022/2065 er ulovlig, eftersom denne bestemmelse pålægger visse markedspladser de forpligtelser, der er omhandlet i denne forordnings artikel 34-43, som selv er ulovlige. Det fremgår af replikkens punkt 32, at selskabets argumentation specifikt vedrørende denne forordnings artikel 38 og 39, som blev fremført i forbindelse med det første anbringende, skal anses for også at være fremført i forbindelse med det andet og det tredje anbringende, og omvendt.

208

Eftersom det første anbringende er blevet forkastet som ugrundet, skal det andet og det tredje anbringende derfor ligeledes forkastes som ugrundet, uden at det er nødvendigt at træffe afgørelse om, hvorvidt de kan antages til realitetsbehandling, hvilket er blevet bestridt af Kommissionen, Parlamentet, Rådet og BEUC.

209

Det følger af ovenstående betragtninger, at Kommissionen skal frifindes i det hele, uden at det er nødvendigt at træffe afgørelse om, hvorvidt den anden påstand kan antages til realitetsbehandling, hvilket Kommissionen har bestridt.

210

I henhold til procesreglementets artikel 134, stk. 1, pålægges det den tabende part at betale sagsomkostningerne, hvis der er nedlagt påstand herom. Da sagsøgeren har tabt sagen, bør det pålægges denne at bære sine egne omkostninger og at betale Kommissionens omkostninger i overensstemmelse med dennes påstand herom.

211

Endvidere følger det af procesreglementets artikel 138, stk. 1, at institutioner, der er indtrådt i en sag, bærer deres egne omkostninger. Parlamentet og Rådet skal derfor bære deres egne omkostninger.

212

Tilsvarende skal BEUC og bevh i henhold til procesreglementets artikel 138 bære deres egne omkostninger.

På grundlag af disse præmisser

udtaler og bestemmer

RETTEN (Syvende Udvidede Afdeling):